Alternativet og Liberal Alliance kan af gode grunde ikke svare på dette spørgsmål, da de ikke er repræsenteret i det nuværende byråd. "Spørg igen om 4 år", som Alternativet bemærker.

JA, svarer Venstre: Genopretningen af Assedrup Enge og den aktuelle åbning af Odder Å er projekter, som vi er stolte over.

JA, svarer også Socialdemokratiet. "Vi er glade for at have vundet sag over Aakær Gods omkring det paragraf 3-område som var blevet rørlagt, og hvor rørene nu er fjernet. Vi vil fremhæve, at vi stemte imod sommerhusopførelse på Knolden. Vi er tilfredse med at have fastholdt midler til skovrejsning". (Svaret er kortet lidt)

De Konservative svarer ikke på spørgsmålet.

NEJ, lyder det fra SF: "Der har været for få positive sager de sidste fire år. Vi er stolte over, at vi vedvarende påpeger ting i forhold til rent drikkevand, natur, biodiversitet og klimaindsats."

JA, svarer Radikale: "Vores fulde opbakning til den rekreative sti mellem Odder og Norsminde."

JA, svarer Dansk Folkeparti - og leverer så en svada mod DN-Odder: Aakærs udvidelse med ny bygning, hvor miljøet for aflivning af max 500 kvadratmeter ubetydelig paragraf 3-jord fik 10.000 kvadratmeter til paragraf 3 - men på grund af et personligt had mellem DN og ejer blev dette ikke realiseret":

JA, svarer Enhedslisten: "Måske en mindre sag, men jeg er stolt af at have bragt sagen om Aakjær Gods og bebyggelse af fredet paragraf 3 jord i byrådet. De grønne partnerskaber på f.eks. Tunø glæder mig også. Generelt må jeg dog erkende, at det har været svært at rykke på det grønne område med det flertal, vi har været oppe imod."

Bonus-info:
Svaret fra Dansk Folkeparti er ret indforstået. Men partiet ville give Aakær Gods dispensation til at bygge på en beskyttet eng, det samme ville et flertal i byrådet. DN-Odder indbragte sagen for Miljø- og Naturklagenævnet, der gav os ret og underkendte kommunens dispensation.


DN Odder har stillet 17 spørgsmål til alle partier, der stiller op til Kommunalvalget 2017 i Odder Kommune. Følg med her på siden og på DN Odder på Facebook. 

Frem til valget den 21. november offentliggør vi svarerne her på siden.