Kattegatforbindelsen - forbindelse eller forbandelse
Vi bringer her en række oplysninger, der har været bragt på vores Facebook-profil (DN-Odder). De blev her set, liket og delt i en grad, som vi aldrig tidligere har oplevet, så interessen for broplanerne er meget stor.Alle oplysninger er hentet i den 407 sider lange forundersøgelse, der udkom 11. marts 2020, samme dag som Danmark lukkede ned. Rapporten fik derfor ikke ret meget omtale.
Odder vil i den grad komme i skudlinjen, hvis Kattegatbroen bliver til noget. Udtrykket er ikke engang vores eget, det er faktisk projektchef Ulrik Larsen fra Vejdirektoratet, som brugte det, da han blev interviewet af Århus Stiftstidende.
Vi bringer her en række oplysninger, der har været bragt på vores Facebook-profil (DN-Odder).
Sandsynlig landgang ved Dyngby
Alle de skitserede linjeføringer er særdeles indgribende for Odder Kommune. Som du kan se på kortet, er der indtegnet en række korridorer, hvor forbindelsen kan komme til at gå - og vi snakker altså om en motorvej med fire spor samt en dobbeltsporet højhastigheds-jernbane samt en helt ny hovedvej mod Gedved/Horsens og E45.
Det mest sandsynlige er en bro, der går i land lige nær Dyngby nord for Hou, men overraskende nok rummer undersøgelsen også en linjeføring, der går i land langt ude på Gyllingnæs og derfra "passerer forbi små byer som Gylling, Ørting og Boulstrup", som der står i rapporten. Oven i kommer så en afgrening til Gedved.
Teknikersprog
I forundersøgelsen peges der på hele fem mulige korridorer, men den mest sandsynlige landgang på Jyllands-siden finder sted nær Hou, nærmere bestemt syd for sommerhusområdet ved Saksild og Dyngby Strand, men nord for Kysthusene, som der står. Det er formentlig en fejl, så der burde stå Havhusene.
Herfra går det ca. 7 km lange "korrridorsegment Hou-Odder", som det hedder på teknikersprog, enten vest eller øst om Dyngby, vest om Saksild og enten øst eller vest om Nølev. Korridoren skal rumme en firesporet motorvej, hvor der må køres 130 km/t samt en dobbeltsporet jernbane, hvor der må køres op til 250 km/t. Bane og motorvej skal følges, dog skal der der gøres plads til motorvejsramper ved Hou-Saksild-vejen samt ved rute 451, Århusvej.
Tunø kan få en bro som nabo
Også Tunø vil blive berørt af en Kattegat-forbindelse, godt nok ikke direkte, for øen får ingen bro, men den mest sandsynlige korridor går nær øen - og som der står i forundersøgelsen: "Korridoren vil passere meget tæt på Tunø, hvilket kan være uhensigtsmæssigt med hensyn til landskabsanalyser og støj". Eller sagt mere ligeud: Set fra Tunø vil broen dominere hele den sydlige horisont. Og trafikken vil kunne høres.
I et par scenarier opereres der med at anlægge en kunstig ø lige syd for Tunø som "overgangskonstruktion fra tunnel til bro" idet COWI forestiller sig en tunnel fra den kunstige ø og under sejlrenden til Samsø. Også Tunøfærgen er indtænkt i planerne. Den er 30,5 m lang og mastehøjden er ca. 17 m, får vi at vide, og den vil derfor kunne manøvrere sig under broen gennem en 50 m bred gennemsejlingsåbning fordi den "har rutine i at operere i dette farvand", som der står. Alligevel anbefales det, at der bliver 70 meters gennemsejlingsåbning.
Motortrafikvej hen over Åkjær Ådal
Her er endnu et udpluk fra den 407 sider lange forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat: I alle de skitserede forslag indgår der, udover en motorvej og en højhastigheds-jernbane op mod Aarhus også en ny vej til Gedved, enten fra Gyllingnæs eller fra et sted i nærheden af Hou. I Gedved skal vejen kobles på E45.
Vejen kan anlægges som en motorvej, men den vil så koste 2,7-2,9 mia. kr. ekstra, så det mest sandsynlige er det, som kaldes en "højklasset vej", en motortrafikvej med skiftevis 2 og 3 spor. De type vej kendes bl.a fra Odsherred. De korridorer, der opereres med, går nord for den nuværende landevej mellem Odder og Horsens. Krydsningen af Åkjær Ådal vil kræve en dalbro på 500-1000 meter.
Den næste del af forundersøgelsen ventes færdig i sidste halvdel af 2021.
3-4 gange så dyr som Storebælt
Så mangler vi jo lige prisen, og den er skønsmæssigt 136 mia. kr., eller 3-4 gange mere end prisen på Storbæltforbindelsen, målt i nutidskroner. 136.000 millioner kroner er jo også en slags penge, skulle vi mene.
Du kan læse mere om planerne og finde hele den 407 sider lange forundersøgelse på kattegat.dk
Følg med på DN Odders Facebook side: Facebook DN Odder
Value cannot be null. Parameter name: source