Forperson og bestyrelse

DN Odder ledes af en bestyrelse med en forperson. Bestyrelsen vælges af de lokale medlemmer, og blandt bestyrelsens medlemmer udpeges en forperson.

Bestyrelsen og forpersonen har ansvaret for foreningens arbejde og prioriterer de indsatsområder, der skal arbejdes med lokalt. Arbejdet sker inden for rammerne af Danmarks Naturfredningsforenings politikker, visioner og formål. Forpersonen fungerer desuden som foreningens primære kontaktperson.

Bestyrelsen afholder møde én gang om måneden, hvor aktuelle emner bliver drøftet, planlagt og besluttet. Møderne er åbne for medlemmer, men det er alene bestyrelsen, der træffer beslutninger.

Liste over bestyrelsesmedlemmer og forperson

Medlemmer og frivillige

Når du melder dig ind i Danmarks Naturfredningsforening og bor i Odder Kommune, bliver du automatisk medlem af den lokale afdeling, DN Odder.

Som medlem kan du modtage nyhedsbreve, deltage i lokale møder og arrangementer samt engagere dig i foreningens arbejde. Du har også mulighed for at blive frivillig og bidrage aktivt til natur- og miljøarbejdet i kommunen.

Som frivillig kan du blandt andet hjælpe ved arrangementer, deltage i en eller flere arbejdsgrupper eller stå til rådighed ved særlige aktiviteter og events. Du har også mulighed for at starte din egen arbejdsgruppe / interessegruppe.

Hvis du ønsker at blive frivillig, kan du kontakte vores frivilligkoordinator, Henry Lind, på henry.dhf@gmail.com. Herefter vil du blive kontaktet og introduceret til foreningens arbejde, ligesom du vil få hjælp til at finde de arbejdsgrupper og aktiviteter, der passer bedst til dine interesser.

Arbejdsgrupper

Foreningens arbejde er organiseret i en række arbejdsgrupper, som hver især beskæftiger sig med et specifikt emne eller indsatsområde – for eksempel bevaring af gamle træer.

Arbejdsgrupperne varierer i størrelse, og du kan deltage i så mange grupper, som du har lyst til. Hver gruppe har en tovholder, som koordinerer arbejdet og aktiviteterne. Du kan læse mere om de enkelte grupper under siden Vi arbejder med.

Kommunikation

Ud over denne hjemmeside kommunikerer DN Odder gennem sociale medier og nyhedsbreve. Vi driver både en Facebook-side og en Instagram-profil, hvor du kan følge med i aktuelle aktiviteter, arrangementer og naturpolitiske emner.

Du kan læse mere om vores kommunikationsarbejde under Mediegruppen.

Intern kommunkation sker som regel via email og fysiske møder.