Debatindlæg

Kattegatbro: Minimale fordele, maksimale ulemper

Læserbrev af Ib Salomon, bragt i Odder Avis

Læserbrev af Ib Salomon, bragt i Odder Avis 

"Man kan bo i Østjylland og arbejde hos Novo i Kalundborg". Eller vi kan "hoppe på toget på en ny station ved Assedrup, tage i teatret i København og tilbage samme aften." Begge eksempler blev nævnt, da Vejdirektoratet forleden holdt online-møde om Kattegatforbindelsen - og jo, det er da smart.

Men projektchef Ulrik Larsen fra Vejdirektoratet var også prisværdig ærlig, da han remsede ulemper op, for han lægger bestemt ikke skjul på, at Odder ligger lige i skudlinjen.

En firesporet motorvej, en dobbeltsporet højhastighedsjernbane og en ny hovedvej vil skære kommunen i skiver og fungere som barrierer i landskabet, for der bliver ikke mange steder at krydse dem. Læg dertil en bred zone af støj - og det i en kommune, der indtil videre ikke har de helt store støjproblemer.

Motorvejen, jernbanen og hovedvejen vil desuden æde hundredvis af hektar god landbrugsjord og fuldstændigt ændre kysten ved Dyngby, det mest sandsynlige sted for en landgang. Netop kysten ved Dyngby er vores sidste stykke god sandstrand uden sommerhuse.

Alt i alt mener vi i Danmarks Naturfredningsforening i Odder, at fordelene for kommunen er minimale, men at ulemperne til gengæld er maksimale - og vi skal oven i købet døje med dem i 10, måske endda 15 år, for så lang er anlægsperioden.


Om Kattegatbroen skal bygges, er selvfølgelig noget Folketinget afgør, men ikke desto mindre savner vi en melding fra byrådsmedlemmerne i Odder - kom dog ud af busken og fortæl os hver især, om I mener, at broen vil være en velsignelse eller en forbandelse for Odder. 


På Samsø er man ikke nær så valne. Her siger et massivt flertal nej til Kattegatbro og motorvej tværs over øen, og det har faktisk ført til, at broen i nogle af Vejdirektoratets mange scenarier føres helt uden om øen. Så den lokale mening er ikke helt ligegyldig, og lokalt håber vi inden længe at stifte en lokal forening af "Stop motorvejen over Kattegat", akkurat som de allerede har på Samsø og Røsnæs.

 

Læserbrev af Ib Salomon, bragt i Odder Avis. Oktober 2020
Læserbrev af Ib Salomon, DN Odder.
Bragt i Odder Avis, oktober 2020