Nyhed

Årsmøde i havets tegn

Årsmødet 2023 stod i havets tegn med besøg af Akva-Kim. Formand Ib Salomon aflagde beretning for 2022 og alle opstillede kandidater til bestyrelsen blev valgt - og for alle var der tale om genvalg.

DN-Odder har hele 2023 haft særligt fokus på fjordene og det kystnære hav, så det var oplagt at invitere en kyndig biolog til vores årsmøde.

Mødet blev holdt i Kirkecentret tirsdag 24. oktober, og vores gæst var Kim Pless-Schmidt (der også kalder sig Akva-Kim).

Kim Pless-Schmidt er ofte ude med forskningsskibet Aurora på Aarhusbugten, og at bugten generelt har det skidt, oplever han, når der fx tages bundprøver. Men enkelte steder er der trods alt stadig en spændende fauna, og den viste han også eksempler på.

På den formelle del af årsmødet var der genvalg på alle poster. DN-Odders formand, Ib Salomon, aflagde beretning og kunne bl.a. glæde sig over en pæn medlemsfremgang, så der nu er 781 lokale medlemmer.

Du kan læse årsberetningen for 2023 her: Årsberetning 2023 

Kim Pless-Schmidt ombord på Aurora